>Stod forfærdet og så< Der kom et lille hul i hans ryg.
Hun havde ikke hørt skuddet. Som altid havde han brugt lyddæmper.
Og han bortødslede aldrig sine kugler.
Manden lignede en af de andre berusere, som han lå der henslængt med glasagtige øjne. Men der var én forskel. Han var død.
Lene Johansen stod forfærdet og så på mandens lig.
Så var kvinden ved hans side; hun var hvid i ansigtet. Helt absurd havde hun sit latterlige kamera om halsen.
Lene Johansen var klædt i sweater og slacks, det kunne han senere huske, og hun greb ham i armen.
»Han er død,« sagde han tåbeligt, som om han forventede, at hun skulle gøre noget ved det. Men hun rystede på hovedet.
»Hurtigt,« sagde Lene Johansen og skubbede ham ind i kroen. »Skynd dig væk fra døren.«
Der var tilrøget indenfor, og folk var meget larmende. Værtshuset var tætpakket, og folk tiljublede et par, der dansede på bardisken.
»Følg efter mig,« sagde Lene Johansen hun havde taget føringen, og som en dygtig navigatør ledte hun ham gennem menneskemængden.
De kom ud i haven bag kroen. Der sad masser af folk ved bordene, og en trio i Lederhosen spillede. To på harmonika og en på violin, kunne han senere huske.
Der var en dør i havegærdet, og Lene Johansen åbnede den. Hun kendte tilsyneladende vejen til bunds, og hun skubbede døren op med samme sikkerhed som en, der vidste, at den ikke var låst.
»Denne vej,« kommanderede hun.
Nu var Lene Johansen kommet ud i en smal sidegyde, og stilheden var stor.