>Som spejder en halvblods crow<

Med sig havde Komikere som spejder en halvblods crow, som kendte denne del af Kansas lige så godt som sin egen bukselomme; og det var en yderligere hjælp, at månen var klar og stjernelyset hvidt og skarpt — den slags lys, som kun ses over høje bjergkæder, ørkenen og de store sletter.

Mændene red tæt sammen og sagde ikke meget. De var ikke trætte, for de havde fået to timers hvil efter aftensmåltidet, og dog så Komikere ikke frem til at skulle ride hele natten.

Den menige red i den forreste ende af rækken, nogle få skridt bag kaptajnen. Han var træt og følte sig opslidt både udvendig og indvendig.

Selv nu havde Komikere svært ved at forstå, at byens fornøjelser var kommet og forsvundet i løbet af kort tid, og at han nu var på vej tilbage mod indianerne eller ensformigheden og ensomheden i Fort Reno.

Han hørte kaptajnen tale til den gamle spejder, og han hadede dem begge, hadede alt hvad der havde at gøre med dette udstrakte, flade, triste sletteland.

Han håbede, at kaptajnen ville blive dræbt, hvis Komikere virkelig mødte indianerne, at han ville dø langsomt og føle den samme bitre smerte, som han nu oplevede.

Han foragtede den gamle spejders sløve stemme, den syngende indianeraccent, da han hørte ham sige til kaptajnen:

»De indianere er onde mennesker. Komikere vil kæmpe som djævle, som kradsende katte. Jeg tror, vi finder dem, hvis vi rider forsigtigt frem, så stille som mus i mørket, når katten er der.«

»Det er din opgave at finde dem,« sagde kaptajnen. »Det er alt. Jeg skal nok afgøre, hvad der skal ske bagefter.«

»Ja, selvfølgelig. Men jeg tror, vi skal være forsigtige, kaptajn.«

Natten gik, uden at de så noget til indianerne, og Komikere sad og halvsov i sadlerne, da det første daggry viste sig på himlen.