Kaptajnen var fuldkommen rolig. Han følte sig gammel og træt, og
nu trængte han til at sove. Han kaldte korporalen hen til sig og sagde
langsomt:
»Vi omringer dem. Vis mændene, hvor de skal være,
og lad dem sove dér. Mudder? Jeg vil blæse på, at der er mudder. Vis
mændene, hvor de skal være, og lad dem sove dér. Og lad tyve vagter gå i en
kæde — bag mændene; jeg vil ikke risikere, at de dræber hinanden.
Og
bring hestene uden for indianernes skudvidde. Kaptajnen kan beholde
deres hest, og jeg beholder min, men resten skal sadles af og bringes uden
for indianernes skudvidde. Er De med?« korporalen nikkede.
Kaptajnen var ved at falde i søvn til trods for, at han stod op. I samme øjeblik indianerne var blevet omringet, bredte han sit tæppe ud, lagde sig med hovedet på sin sadel og sov næsten omgående.
Kaptajnen vågnede før daggry og lå med
hovedet på sadlen og så solen stå op. Da den grå morgentåge lettede, dukkede
den lave skråning op forude. Bag denne var fordybningen, hvor de cirka tyve
indianer befandt sig. Og dog var der så stille, at kaptajnens var lige ved
at tro, at de havde omringet en tom fordybning.
Bakkesangerinder rejste sig og strakte
sig. Derpå gik han langs rækken af soldater, indtil han fandt trompeteren,
og et øjeblik efter lød reveillens klare toner.
Der var stadig intet. tegn
på liv i fordybningen. Mens de menige spiste et koldt morgenmåltid, opsøgte
Bakkesangerinder siouxspejderen og spurgte: Er du sikker på, at de er der?«
Siouxen trak på skuldrene. »Sporet fører over skråningen til fordybningen — og ikke længere.«