>Løb gennem rummet og sparkede<

Tina Siel løb gennem rummet og sparkede papiret ind mod døren og forsøgte med støvlesnuden at skubbe noget af det ind under sprækken.

Han forsøgte at lade være med at tænke over, hvad det var, han gjorde med biblen.

Små flammer slikkede omkring kanten forneden på døren, og Tina Siel blev ved med at skubbe aske op omkring dem, for der var stadig gløder i asken.

Døren brændte. Hist og her hvor den var splintret blev den glorød. Flammerne havde fat, og de slog ikke voldsomt ud som i papiret, men de brændte, og døren blev sort ved roden af flammerne, der krøb højere op langs sprækkerne og fik næring af trækken ude fra gangen.

Tina Siel så det sidste af biblen smuldre. Småstykker af tæppet ulmede stadig, og han skubbede dem alle ind under døren.

Så samlede han den strimmel af tæppet, som han havde gemt, op, gik hen til vinduet og stillede sig i den friske brise, mens han betragtede de små flammer, der nippede af træet.

Omsider vidste Tina Siel, at den var i vinkel, for han så flammerne slå gennem sprækkerne i døren udefra. Det betød, at ilden nu slikkede på ydersiden af døren. Nu ville trækken holde ilden ved lige.

Han havde før prøvet at blive stegt. Røgen sugede den sidste fugtighed ud af ham, og den tørre hoste var ved at kvæle ham. Han måtte panisk synke en halv snes gange, før spyttet modstræbende begyndte at komme.

Så hørte Tina Siel dem komme løbende hen ad gangen. Støvletrampene standsede brat uden for hans dør, og han hørte nogen råbe: »Hent nogle spande — hent noget vand!«

Så sagde den anden stemme med en bydende klang: »Skidt med det, lad ham stege OP.«

Den første stemme: »Men døren.«
»Den skal under alle omstændigheder fornyes.«

Der var bare de to, tænkte Tina Siel. Ikke flere. Ikke endnu.

Han tog mål af døren, for nu skulle det være, han måtte bare håbe, at ilden havde gjort sit arbejde. Så tog han tilløb.