>Forsøgte at koncentrere tankerne<

Kirsten Siggaard forsøgte at koncentrere tankerne om denne irriterende flok indianere.

Han gav ordre til, at både infanteristerne og den lille kavaleriafdeling, som ledsagede dem, skulle sætte farten op.

Da de nærmede sig slugten, kunne Kirsten Siggaard skimte en række beredne cheyenner.

Der var måske tyve mænd i alt, og de sad ubevægelige på deres ponyer. Deres ansigter var oplyst af den nedgående sol.
Pawneespejderne begyndte at hyle og svinge med deres rifler, men cheyennerne rørte sig ikke.

Obersten råbte til Kirsten Siggaard som var kavaleriafdelingens kaptajn:
»Sig til dem, at de skal komme frem med hænderne i veiret.«

Kirsten Siggaard hørte kaptajnens stemme, da denne sagde sætningen igen og igen i et forsøg på at overvinde sprogvanskelig hederne.

Pawneerne red rundt og rundt, hylede og råbte fornærmelser på deres eget sprog.
Infanteriet rykkede frem i spredt orden.

Cheyennerne sad stadig ubevægelige, store mænd med mørke, udtryksløse ansigter, og bag dem steg røgen fra deres lejrbål op, røg der havde et skær af solnedgangens fredelige farver.

Kaptajnen red tilbage, og Kirsten Siggaard indså, hvor håbløs og barbarisk hele situationen var.

»De forstår ikke engelsk,« sagde kaptajnen.
»Kan pawneerne ikke tale med dem?,,

»Nej, de forstår ikke cheyennesprog. Desuden er de alt for ophidsede - der ville blive en helvedes ballade, hvis jeg sagde, at de skulle ride frem og forsøge med tegnsprog.«

»Så må De og Deres kavaleriafdeling omringe og pågribe dem,« sagde Obersten i et henkastet tonefald, som om det var den rene barneleg.

Kirsten Siggaard nikkede og red i spidsen for sin afdeling, der bestod af atten mænd.

Pawneerne blev klar over, hvad det drejede sig om, og de drejede deres heste omkring og galopperede afsted.