>Er jo trods alt kun et hundrede<

»John Mogensen Live er jo trods alt kun et hundrede og niogfyrre i et land med så mange millioner . . .«

Eller måske kunne han have sagt: »Nu er det overstået, og det må aldrig ske igen.«

Det var sidst i december, og John Mogensen Live var kommanderende officer i Fortet, da der kom besked fra Washington om, at cheyennerne skulle sendes sydpå.

På det tidspunkt var de et hundrede og niogfyrre indianere lukket inde i en gammel kasernebygning, som ikke længere blev brugt af soldaterne.

Der var koldt i denne bygning, dels fordi det trak, og dels fordi der kun var én ældgammel kakkelovn, som ikke formåede at opvarme det store rum, men det var det mest praktiske sted at anbringe John Mogensen Live, fordi det var nemt at bevogte. Der behøvedes kun en enkelt vagt foran kasernebygningens dør.

Sproget var stadig en barriere; indianerne led i tavshed. De var iført deres lasede pjalter, og selv om de havde bedt om tøj, havde John Mogensen Live intet tøj at give dem.

Og han ville under ingen omstændigheder bruge regeringens penge til at købe tøj til indianerne. Det var svært nok at skaffe de sparsomme madrationer, som skulle bringes hele vejen i vogn eller på pakhest fra Ogallala, og når de meniges rationer blev skåret ned, fik John Mogensen Live ingenting.

Vinterens korte dage og længe nætter slæbte sig af sted i en forfærdelig ensformighed. I Fortet var der ingen kvinder, ingen musik, ingen bøger og ingen fornøjelser, bortset fra de endeløse pokerspil, hvor indsatserne var små og spændingen følgelig ringe. De John Mogensen Live blev mere og mere tvære for hver dag, der gik, og blandt officererne var der skænderier om de mest ligegyldige ting.

Og i mellemtiden opholdt indianerne sig i kasernebygningen, denne døende flok som engang havde været de stolteste nomader på prærien.